- 1000 g blåmuslinger
- 2 fed hvidløg
- 4 dl tør hvidvin
- lidt fløde
- 500 g laks
- 100 g nudler (evt glasnudler)
- 200-250 g sukkerærter
- salat blandet 150 g ca.
- lidt olie
- salt og peber
- evt. hvidvinseddike
Hvis du er en af dem der godt kan lide fisk, men måske gerne vil prøve noget lidt anderledes, end det man ofte får, vil jeg anbefale dig at prøve denne opskrift 🙂
Start med at skylle sukkerærterne, salaten og blåmuslingerne godt, inden du går rigtig i gang. Når det er gjort skal du blanchere/koge sukkerærterne i 1 minut ca. Derefter skyller du dem under den kolde hane og skærer dem i fine strimler. Sukkerærterne drysses ud over salaten som er i en stor skål/fad.
Du skal bruge en pande til laksen og en gryde/wok til blåmuslingerne.
Steg laksen med noget olie ved høj varme, krydr evt. med salt og peber. Imens laksen steger gør du klar til blåmuslingerne. Pres noget hvidløg ned i en gryde, og lad det varme op. Derefter tilsættes blåmuslingerne som skal stå og simre i noget tørt hvidvin under låg i ca. 10 min. Du kan også tilsætte lidt fløde oveni, det gør det rigtig lækkert.
Alt imens laksen steger og blåmuslingerne damper, skal nudlerne sættes over. Når de er kogt færdige kan du skylle dem under den kolde hane, så de er kølede lidt af inden de kommes i salaten. Nudlerne blandes sammen med salaten og sukkerærterne.
Når laksen er færdig skæres den i tern. (kan du også gøre inden du steger den) Læg laksen oven på salaten sammen med blåmuslingerne. Du kan vælge at pille kødet ud af blåmuslinger inden du serverer retten, men du kan også lade gæsterne selv gøre det 🙂 Alt væsken som blåmuslingerne er dampet i, kasseres.
Du kan hælde lidt hvidvinseddike over retten, eller hvis du har andre spændende dressinger som du syntes kunne passe til.
Det er vigtigt at de blåmuslinger der ikke lukker sig inden de bliver dampet kasseres, hvis ikke de lukker sig ved at du banker dem let mod bordkanten. Og ligeledes de blåmuslinger der ikke har åbnet sig når de er blevet dampet, da disse kan være meget usunde at spise.